Disse kraftige mure kan fortælle om tapre riddere og adelsmænd, der siden midten af 1300-tallet har spillet en afgørende rolle i mange kvinders liv og i Danmarkshistorien. Visborggaard blev første gang nævnt i midten af 1300-tallet, hvor den tilhørte medlemmer af slægten Munk. Slægten ejede gården indtil første halvdel af 1500-tallet, hvor den gennem ægteskab kom til Jens Thygesen Seefeld. Hvis ejerskab er en helt særlig historie. Thygesen Seefeld, der tilhørte den jyske lavadel, overtog ved ægteskabet med Ingerd Andersdatter Visborggaard og øgede dermed sin formue ganske betragteligt. Hans søn Enevold Seefeld arvede gården omkring 1538 og lagde grunden til slægtens position i det følgende århundrede. Seefeld havde været tilknyttet Christian III's (1503-1559) hof og blev senere lensmand på Sejlstrup len, og netop posten som lensmand var i denne periode en vigtig indtægtskilde for mange adelsmænd. Sønnen Jakob Seefeld overtog Visborggaard efter faderens død i 1557. Seefeld blev som 12-årig sendt til Holsten, hvor hans moster boede. Senere deltog han i Syvårskrigen (1563-1570), men vendte tilbage til Visborggaard i 1568 efter morens død. I 1571 sikrede han Visborggaard birkeret, og 10 år senere blev han i 1581 medlem af rigsrådet. Da Frederik II døde i 1588, blev der nedsat en formynderregering, der skulle udøve regeringsmagten, indtil Christian IV blev kronet som konge i 1596. Jakob Seefeld blev en del af denne formynderregering i 1595 og markerede sig dermed som en magtfuld mand. Seefeld var tæt knyttet til Visborggaard og udskiftede posten som lensmand på Aarhusgaard med den mere beskedne post som lensmand på Mariager Kloster for at kunne være tættere ved sit hovedsæde. Denne kærlighed til Visborggaard var og er så stærk, at hans færden stadig fornemmes på slottet, og ingen tør flytte hans portrætmaleri, end ikke for at male bag det.
https://www.hotelmollehuset.dk/
Direkte booking: https://www.hotelmollehuset.dk/bookning
Hotel Møllehuset til Visborggaard Slot består af 10 værelser, spisestue, køkken og opholdsstue. Værelserne er alle udstyret med bl.a. Nespressomaskine, dobbeltseng, minibar og skrivebord.
Her er det let at fordybe sig og tage sig tid til hinanden og få øje på det store i det små. Her venter eventyr og oplevelser for dig, der rejser med børn, og for dig, der vil udforske og opleve med din partner, ven eller veninde. Fordyb dig i den fantastiske historie eller nyd livet på terrassen med et glas køligt vin, udforsk kunsten, og de lokale handlende. Valget er dit. Oplevelserne er mange.
På Visborggaard er der rejst en mindesten til minde om Den hvide Hest, som Christian X red på, da han 10. juli 1920 red over grænsen til det genvundne Sønderjylland.
Den hvide Hest ejedes af grev Danneskjold-Samsøe, Visborggaard. Umiddelbart efter det historiske ridt blev hesten aflivet og begravet nær Visborggaard på det sted, hvor stenen er rejst. Den hvide Hest var født i Frankrig. Den blev set og oplevet af greveparret på Visborggaard Alice og Knud Greve Danneskiold-Samsøe under et fransk besøg. Greveparret købte efterfølgende hesten. Grevinden gav den navnet Malgre Tout, der betyder "trods alt".
Den synske Jomfru Fanny i Åbenrå havde spået, at engang vil den danske konge ride på en hvid hest ind i Sønderjylland, som da bliver dansk igen.
"Det bliver ikke Christian 9., som kommer herned som dansk konge. Kongen, som kommer hertil, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser, og der vil være sort af mennesker for at tage imod ham, men jeg ser ikke et eneste bekendt ansigt..."
Før hesten blev begravet, blev alle dens hove skåret af, og de blev konserveret, beskoet og omdannet til en art askebægre. Den forhov, som først trådte over grænsen til Sønderjylland, blev monteret med forgyldte beslag og skænket til kongen og kan den dag i dag ses på Amalienborg. De øvrige tre hove blev monteret med forsølvede beslag og forblev i slægten Danneskjold-Samsøe. På alle de fire konserverede hove og på mindestenen over Den hvide Hest er indgraveret dette rim: "Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen".
Ifølge Slots- og Kulturstyrelsen er slotsparken til Visborggaard den eneste renæssancehave, som er fredet efter bygningsfredningsloven (fredningsudvidelse i år 2001).
Visborggaards have er en af de få haver i Danmark, hvor renæssancens anlægsprincipper er opretholdt i den i dag eksisterende struktur siden havens anlæggelse, antagelig omkring 1570. Det ses i opdelingen i 3 x 4 lige store felter, adskilt ved stier, navnlig må fremhæves de fire sydligste felter med hhv. lindebosquetter og buskbomkransede rosenbede.
Herudover kan det bemærkes, at fx Kongens Have ved Rosenborg Slot i København har bevarede strukturer fra Christian IV’s anlæggelse af haven i renæssancen, og ligesom på Visborggaard ses vigtige barokke træk fra senere tiders smag (betoning af akser og formklippede lindetræer). Dog er Kongens Have naturfredet, og de nærmeste omgivelser ved slottet – som er bygningsfredet – er tillige fortidsmindefredet. En del herregårde rundt om i landet vides at have haft fine renæssancehaver, men de fleste af disse er resultat af rekonstruktioner fra moderne tid, hvorimod Visborggaard altså har fastholdt væsentlige dele af sin plan gennem 450 år. Visborggaards renæssancehave er med andre ord alene om æren.
Det kan endelige nævnes, at Slots- og Kulturstyrelsen i 2017 udvidede fredningen af hovedbygningen og haven med mur, portpiller og magasinbygningerne, som er rester af den forsvundne avlsgård. Dermed blev fortællingen om Visborggaards værdifulde historiske helhed yderligere sikret for eftertiden.
Navnet Visborg
Navnet Visborg kendes på skrift tilbage til første halvdel af 1300-tallet, hvor navneformen "WISBURGH" dukker op.
I et brev udstedt i Aalborg af Valdemar Atterdag (ovenfor beskrevet) bruges navneformen "WISBORGH".
De her nævnte navneformer samt andre lignende er ofte blevet opfattet som et udtryk for, at Visborg skulle have forbindelse til et gammelt hedensk helligsted, et ”vi". Forstavelsen i Visborg har imidlertid ikke noget med et sådant "vi" at gøre, men har forbindelse til det gamle nordiske ord "VES" eller "VESE (VASE)", der hentyder til "en sumpet sænkning" eller "et sumpet område".
Når hertil lægges, at ordet "borg" ikke hentyder til en borg i betydning bygning, men til det gamle ord "banke" og således betyder en bakke eller et højdedrag, så bliver det klart, at navnet Visborg betyder "bakken ved sumpen", hvor der da sandsynligvis hentydes til den forhøjning i det omgivende sumpområde, som Visborggaard er bygget på.
Endvidere forholder det sig sådan, at Visborggaard ikke oprindeligt hed Visborggaard, men slet og ret Visborg. Navnet Visborggaard opstår først, da der i nærheden af den gamle borg opstår en bebyggelse, der bliver til landsbyen Visborg. På den baggrund ændrer navnet sig over tid fra det oprindelige Visborg til Visborggaard.
Visborggaard hører til blandt de smukkeste og mest spændende herregårde i landet og har en historie, som er værd at dvæle ved.
Slottet fremtræder som et mægtigt trefløjet anlæg med den sydvendte portfløj som den dominerende. Den er opført som en fornem renæssancebygning omkring 1575 med hjørnetårne, der rejser sig direkte fra den omgivende voldgrav. Hovedbygningens sandstensportal, der er formet som en romersk triumfbue, og den store fransk inspirerede fredede renæssancepark er stedets store attraktioner.
Dens oprindelse fortaber sig i den fjerne fortids tåger, men stedet er almindeligt kendt fra den 16. januar 1351, da Valdemar Atterdag skrev et pergament omhandlende Visborggaard Slot, og ejendommen må således være betydeligt ældre.
En kopi af brevet er ophængt på Visborg kirkes sydmur. Og en oversættelse af det latinske brev er at finde på slottet, eller Hotel Møllehuset til Visborggaard.
Arkæologiske udgravninger har afsløret spor af byggeri på stedet, der rækker helt tilbage mod år 1000. Beliggenheden har været god. De omliggende jorder og skove har været glimrende indtægtskilder, og stedet har haft fordel af den tætte beliggenhed ved Mariager Fjord.
Af sikker historisk viden synes det at stå fast, at dele af det gamle Visborggaards bygninger gik til grunde under Grevens Fejde i årene 1534 - 1536, hvor også mange andre herregårde specielt i Nordjylland blev hærget og brændt af på foranledning af oprøreren Skipper Clement.
I 1575 - 1576 blev Visborggaard bygget op igen af ejeren Jakob Seefeld, der senere i øvrigt blev rigsråd og medlem af formynderregeringen for den umyndige kong Christian 4. Byggeriet, der kommer ud af hans bestræbelser, er et stort trefløjet renæssanceanlæg, der har været forsynet med ikke mindre end 7 tårne med kobbertækkede spir og vindfløje, udformet som springende hjorte.
Det har været et storslået byggeri, der kan ses i baggrunden på et maleri, der forestiller Claus Seefeld, hans søn. Maleriet hænger på Visborggaard og kan ses den dag i dag. Maleriet blev som det eneste ikke solgt under den store auktion i 1931, hvor Knud Danneskjold- Samsøe solgte alt indboet, da ingen turde flytte maleriet. Det er ganske vist, at den eller de personer, som forsøger at flytte maleriet, vil lide en frygtelig skæbne.
Maleriet har tidligere hængt i ”den røde sal”, det, som nu bliver kaldt hallen, men hænger nu på kontorgangen i slottets sydfløj. Fem mand var de om at flytte det store maleri over i sydfløjen. Alle måtte desværre lide under sagnet og blev efterfølgende ramt af ulykke.
Et stort spiger faldt ned og ramte den ene af mændene, den anden styrtede samme dag ned i en kælder og brækkede kravebenet, den tredje brækkede også kravebenet ved at falde over en hund, den fjerde konstaterede mangel i pengekassen, og den femte, læge HJ. H. Hansen, Hadsund, kørte om natten i grøften med sin bil. Sidenhen har ingen flyttet på maleriet, end ikke for at male bag det. Det fortæller en artikel udgivet d. 6. januar 1968.
Jakob Seefelds slot fik lov til at stå i henved 175 år, men det led under sin alder, blev ikke holdt ved lige og begyndte at forfalde. I 1742 blev stedet overtaget af Andreas von Arenstorff, der lod slottets øst- og vestfløje rive ned, samt 5 af de 7 tårne. Tilbage stod da, som nu, sydfløjens øst- og vesttårne, der begge blev gjort lavere end oprindeligt. Endvidere restaurerede Andreas Arenstorff sydfløjen med den flotte portportal. Han lod den nuværende østfløj bygge. Den stod, som årstallet på den angiver, færdig i 1748, hvorefter han og familien flyttede ind på slottet.
Nederste stokværk i slottets vestfløj blev bygget i 1796 af Frederik von Arenstorff, mens øverste stokværk i samme fløj er bygget i 1930'erne, efter at slottet var blevet overtaget af staten og indrettet til plejehjem. Det offentlige ejede ejendommen i 88 år, hvorefter ejendommen igen overgik til privat eje, da Susanne & Rudolph von Platen-Hallermund overtog stedet i 2018.
Der er offentlig adgang til slotsparken i sommerhalvåret.